OCR EM – En racefest og hyldest til løberne, eller et afstraffelse af deltagerne?

140707132136-spanking-0707-horizontal-large-gallery

Så er dag 1 af det første europamesterskab i OCR på dansk jord overstået, og i dag var det Short Course der var i fokus. 4 km, 27 forhindringer og en masse forventningsfulde atleter, som havde kvalificeret sig og trænet hårdt hele året. Forventningerne er høje til løbet, efter sidste års kæmpe skandale, hvor man ikke anede hvem der klarede forhindringerne og hvem der bare snød sig igennem banen. Man delte ganske enkelt medaljer ud til højre og venstre (og trak nogen af dem tilbage efterfølgende), uden at vide, hvem der reelt set havde vundet dem.

Lad os tage de positive briller på først: Vejret var fantastisk, stemningen i top. Faciliteterne er gennemførte, der er plads til alle. Arrangøren havde udviklet en App som alle atleter kunne følge med i løbende, og med erfaringer fra de forrige års svipsere, er den mest omfattende rulebook blevet skrevet. Hver eneste forhindring er afbilledet, og detaljeret beskrevet. Fantastisk detaljeret, og det burde sikre en retfærdig afvikling af løbet, og minimerer de store diskussioner og variationer med officials på banen.

Generelt virker deltagerne meget imponeret af faciliteter, organisationen og afvikling af alt det praktisk og planlægningen af løbet… Kort sagt, der var lagt op til en festdag hvor de bedste OCR atleter fra hele Europa skulle kæmpe om titlen på short course, og varme op til det store hovedløb i morgen: 15 km standard course!

Men….

Allerede torsdag aften, tegnede der sig et billede af det måske ikke helt skulle blive så stor en fest som først antaget. Torsdag aften løb udvalgte testløbere banen igennem, for at teste om alt var klar til det store show, og de mange atleter. Iflg. Beretninger fra flere tilskuere, kunne disse testløbere knap nok klare sig igennem 50% af forhindringerne (Tallet er ubekræftet). Uanset antallet af gennemførte forhindringer, tegnede der sig et billede af, at selv det mest garvede atleter ville få udfordringer.

Fastforward til fredag kl. 10:00: Den europæiske elite stod klar på start stregen. Tilskuerne jublede og heppede. De spændte atleter kiggede hinanden an, og kiggede 50 meter frem på den store sorte mur foran dem. Lige på og hårdt, men det er selvfølgelig også et europæisk mesterskab, hvor man må forvente at blive presset lidt mere end normalt. Startskuddet gik, og de testosteronfyldte herre spurter af sted. En spurt der senere skulle vise sig at være helt nytteløs.

Jublen var stor, da vores egen danske Leon Kofoed Andersen fra OCR Training Denmark efter 33 minutter og 4 sekunder kunne krydse stregen og lade sig hylde som ny europamester på short course distancen. En fantastisk præstation, som Leon med rette kan være stolt over. Derefter vendte man sig om, og kiggede ”Hvem bliver mon nummer 2?”, på en 4 km bane burde atleterne vælte ind over startstregen lige efter hinanden.
Men stille og roligt, begyndte realiteterne at gå op for folk. Det her var ikke en opvarmning til standard course, og det var ikke alle der kom igennem.

Set i perspektivet af, at dette er et Europamesterskab. Det er erfarne atleter som har kvalificeret sig til løbet, dvs. det er ikke bare hyggemotionister der er kommet gående ind fra gaden uden nogen former for forberedelse. Det her er atleter der har leveret på et så højt niveau, at det har givet en kvalifikation til Europamesterskabet.
Set i det perspektiv, virker det helt grotesk at kun 13 mand, og en enkelt kvinde fra Eliten, formåede at kæmpe sig i mål.

Samtidig opstod der kaos omkring ændring af TimeCap midt i løbet. Læs mere om det her

Det er fint at udfordre atleterne og deltagerne, og ved et mesterskab må man forvente at standarden er lige en tand højere end normalt. Men den engelske deltager Scotty PT beskriver det ret godt på den officielle Facebookside:

Hopefully you have worked out which race could build the toughest obstacles (had chance to compare penis sizes) and now you can put on a ‘Race’ tomorrow.”

Det virker som om der har været en intern konkurrence mellem diverse løbs arrangører som har bidraget med forhindringer til løbet, om “Hvem kan knække flest deltagere”. Uden at tænke på atleternes bedste.

De begik samme fejl som Crossfittere gør når de råber ”Mere vægt, mere vægt!” og al teknik, fornuft og sikkerhed ryger i glemmebogen.

Er det virkelig der vi ønsker at sporten skal udvikle sig hen? Skal det være mere Ninja Warrior, og et decideret udskillelsesløb?

Min personlige holdning er, at det skal være en fin balance mellem løb og forhindringer, som er en kombination af styrke og teknik. Det er et FORHINDRINGS-LØB. Man må ikke kunne løbe sig til sejren, men samtidig skal det heller ikke være ren Ninja Warrior.

Vi skal tilbage til den verden, hvor atleterne kæmper imod hinanden på banen. Og ikke kæmper alene imod banen, bare for at overleve.
Det er trodsalt sjovere at have flere deltagere med succeshistorier, som har fået et resultat med hjem de kan være stolte over, sammenligne, snakke om og forbedre næste år.

Den 4-dobbelte verdensmester Jonathan Albon stiller selv spørgsmålet: Er det den retning vi ønsker os at sporten skal udvikle sig i?

36432367_10155852144594615_3541321705169354752_n

Det virker til at være en svipser fra arrangørens side, da de har lovet bod og bedring og allerede nu har annonceret massive ændringer i banen og forhindringerne til morgendagens 15 km standard course. Havde det været et bevidst valg, havde man fastholdt det tekniske niveau. Så jeg håber det var et enkeltstående tilfælde, og vi i fremtiden bevæger os mere imod ”de gode gamle dage” hvor der var plads til alle. Både dem der løb for at vinde, og dem der løb for at have det sjovt. Og hvor størstedelen får en succesoplevelse sammen med deres finisher medalje. Jeg glæder mig til at følge med i hovedeventet: 15 km Standard Course, og er spændt på de mange justeringer der kommer i løbet af natten. Og husk, det er ikke kun Eliten der betaler gildet 😉

God vind til alle løberne, og held og lykke! Pas nu på Jer selv, det er jo ”bare” et løb 😉

/Jakob Bay
OCR Danmark

Disclaimer: Artiklen er et udtryk for skribentens egne holdninger, og er ikke nødvendigvis et udtryk for OCR Danmarks officielle holdninger.

About The Author

2 kommentarer on "OCR EM – En racefest og hyldest til løberne, eller et afstraffelse af deltagerne?"

    • Hej Mads
      Tak 🙂
      Modtaget, har også lige fået samme kommentar på Facebook. Det var ikke for at basher crossfittere, og det fjerner fokus fra budskabet. Så det er noteret til fremtidige indlæg 🙂

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *