Nordic Race i nye klæder!

Nordic Race

Nordic Race i nye klæder!

Så er der endelig nyt fra Nordic Race, som mange af os har ventet spændt på. Der har gået rygter om en større omstrukturering af hele Nordic Race, og nu er de klar med en udmelding.

De er gået væk fra de 4 løb de hidtil har haft såsom “The Sprint”, “The Warrior”, “The Beach” og “The Burnout”, og er nu gået ned på at have 2 løb. Et kort og et langt. De bliver afholdt på Strandparken, Hasle Bakker, Høvelte Kaserne, Himmelbjerget og Lernacken i Sverige. Direkte tilmeldingsside på www.sportstiming.dk.
Derudover kunne det tyde på at de har en surprise i vente, som vi endnu ikke ved noget om. 🙂

Det tyder samtidig på at prisniveauet vil være det samme får løbene i 2016 som de var i 2015, med de velkendte prisstigninger jo tættere man kommer på løbsdagen.

Samtidig ser det ud til at Nordic Race gør mere ud af Elitedeltagelsen i år, hvorved man skal ansøge om at deltage i Eliten. Man skal simpelthen lave en ansøgning med tidligere resultater, hvorefter de vil udvælge hvilke deltagere der kan deltage i deres Elite Heats!

Den officielle pressemeddelelse lyder:

“NORDIC RACE I NYE KLÆDER!

Danmarks mest populære serie OCR løb bringer et nyt format til 2016 sæsonen. Flere forhindringer, større udfordringer og hårdere terræn, danner rammen for næste års events i Danmark og Sverige.

Eksploderende sportsgren

Det samlede nordiske udbud af OCR (Obstacle Course Racing) motionsløb er steget markant, inden for de seneste år. Sporten har længe haft medvind i Sverige, og fik for alvor medfart i Danmark i 2015.

Til trods for et stigende antal konkurrenter har det lykkedes at skabe et kvalitativt dansk OCR bidrag, de loyale kunder kender og kan stole på.

Der er sket en markant ændring i fitness industrien og den moderne civilisations anskuelse af fysisk udfoldelse og psykologisk overkommelighed i forbindelse med træning og performance. Det har medført at hidtil ukendte sportsgrene har set dagens lys i det 21. Århundrede. Det drejer sig specifikt om CrossFit og OCR, men falder i al sin generelhed ind under funktionel fysisk træning. I et moderne videns- og evidensbaseret informationssamfund, finder OCR sig til rette, da dette netop kalder på funktionel formåen hos den enkelte atlet. Den overkommende følelse af at gennemføre, taler til menneskets ”No Mountain Too High” – attitude, hvor den adrenalinfyldte indre kamp for overlevelse, imødekommes af glæden og færdiggørelsesfølelsen ved målstregen.

OCR vil inden for de næste par år vinde yderligere terræn, på det traditionelle løbsmarked. Nordic Race vil ikke blot i 2016, men de næste mange år, være med til at skubbe toget og holde hjulene i gang, på et kvalitativt program i nordisk OCR.

Det samlede antal nordiske udbydere af OCR events har mere end fordoblet sig, de seneste par år. Vi velkommer konkurrencen, og ser den som et sundhedstegn på, at sporten bliver mere og mere etableret og får fodfæste på tværs af sund og bælt. Det er samtidig en god motivationsfaktor for arrangøren, som hele tiden skal have øje for udvikling, kvalitetsbevidsthed og oplevelsesdannelse. I sidste ende er den skærpende konkurrence en fordel for forbrugeren, da det afføder bedre events.

Ensretningen afføder diversiteten

Lad ovenstående være indikator for den hidtil største ændring og optimering af Nordic Race, siden begyndelsen. En smallere serie med større intern adskillelse af eventindhold end hidtil set, udmunder sig i 5 forskellige løb i 2016, der alle er unikke og bringer forskellige udfordringer, hvad angår distance, forhindringer, terræn, sværhedsgrad osv.

Udover de indholdsmæssige forskelle vil 2016 ydermere bringe de bedste omgivelser for løberen. Beliggenhed og naturen er prioriteret højere end centralisering i de større byer. Dette vil medføre en lang række forskellige, fantastiske og gennemførte naturoplevelser. Fra strand og vand, gennem sump og skov, til højland og stenskred.

For at holde kvaliteten af de enkelte events i top, har vi adskilt alle events fra hinanden. Det betyder at vi næste år ikke afholder to events på to hinanden følgende dage.

Elitesegmentet bliver ligeledes optimeret, da det for Nordic Race er en vigtig faktor i selvopfattelsen af, hvilket aftryk man vælger at sætte på sportsgrenen. Tiltag som pengepræmier og et løbende opdateret leaderboard er blot to af de emner, der skal fremme eliteløberens oplevelse.

Igen i år bringer vi muligheden for at kvalificere sig til VM, der næste år bliver afholdt i Canada. De 20 hurtigste mænd og de 20 hurtigste kvinder til hvert af vores 5 events, får muligheden for en plads hos verdenstoppen.

Nordic Race ønsker en kvalitativ sportsgren, i samhørighed med konceptløbenes socialt omfavnende egenskab.

2016 bliver ingen undtagelse, men i den grad en oplevelse for de deltagende.

EMBRACE THE PAIN”

 

 

 

About The Author

Passioneret OCR løber! - Elsker blandingen af løb og de fysiske forhindringer, der er med til at pifte løbeturen lidt op. Jeg er en af hovederne bag OCR Danmark.