Anmeldelse af Nordic Race – The Beach 2015

FORHINDRINGERNE
LØBSAFVIKLING
PUBLIKUMSVENLIGHED
SVÆRHEDSGRAD
4.5
Readers Rating 3.1 4 votes

Anmeldelse af Nordic Race – The Beach 2015

For tredje år I træk afholdte Nordic Race, søndag den 6. september, deres forhindringsløb – The Beach i Amager Strandpark.

OCR Danmark havde inviteret Tobias Flint, der til dagligt er kaptajn i Hæren og som kompagnichef uddanner værnepligtige ved Gardehusarregimentet, med som gæsteløber for at høre om hans oplevelser under løbet.

Som altid, til løbene arrangeret af Nordic Race, ankommer man til start- og målområdet, hvor stemningen var i top. En DJ sørgede for musikken, Red Bull for drikkevarerne og området var ellers spækket med leverandører af alt fra energidrinks over sko og udstyr til forhindringsløb samt mad og ikke mindst varme drikke, der lunede i det kolde vejr inden man skulle afsted på løbet.

Udleveringen af startnumre kan være en flaskehals, men antallet af frivillige medførte, at ventetiden var minimal. I det hele taget var de mange hjælpere om løbet med til at sikre, at rammen om forhindringer samt sikkerheden til hver en tid var i top – serveret med et smil.

Nordic Race The Beach 2015

Vi spurgte Tobias, hvad han forventede sig af dagens løb.

“JEG FORVENTER FØRST OG FREMMEST AT BLIVE VÅD!”

“Jeg forventer først og fremmest at blive våd. Det er nok ikke for sjovt, at løbet hedder The Beach”, griner Tobias og fortsætter: “Jeg er sikker på, at Nordic Race, som på årets tidligere sjællandske løb jeg har deltaget i, har sammensat forhindringerne på ruten, så både psyke og kondition bliver sat på en prøve.”.

Netop sammensætningen af forhindringer i forhindringsløb er virkelig vigtig. På The Beach blev man sendt afsted i røg og damp, hvorefter man inden godt og vel 100 meters svømmetur i lagunens kolde vand, lige skulle grave sig under en væg i gennem det løse sand. Så pulsen var i vejret fra start og de efterfølgende forhindringer, der bl.a. bestod af Power Pull og Ball and Chain pressede ens muskelstyrke, så varmen igen bredte sig i kroppen efter den våde begyndelse på løbet.

Nordic Race The Beach 2015

Efter den første lille kilometer mødtes racerne af Monkey Bar (der i denne version kaldes The Rings). I dagens relativt stærke vind var første ring nærmest umulige at nå ‘fra kanten’, da ringene i vinden var både højere og længere væk end designet havde tiltænkt. Tobias var en af dem, der klarede den.

“Jeg måtte efter et par minutter indse, at min korte statur og arme ikke var tilstrækkelige til at kunne nå den første ring fra kanten, så jeg hoppede bare og tog fat med begge hænder i første ring. Derefter hjalp vinden faktisk til med at nå resterende ringe og før jeg fik set mig om, var jeg på den anden side. Så var det tid til løbe min makker i møde i vandet” siger Tobias smilende og tilføjer, at “…vand absolut ikke er hans stærkeste side.”.

Videre på løbet nåede man ud på ydersiden af strandparken og vandet her var præget af væsentlig større bølger, som racerne kunne iagttage på deres vej imod forhindringen, den af mange hadede, ‘over-under’. Den består af to lave forhindringer, som man skal under og så lige to høje tværliggende træstammer, som man skal over. En gammel disciplin, man også kender fra militære forhindringsbaner. Den her forhindring kan man ikke forcere uden at aktivere alle muskler i kroppen. Den er svær og på en forhindring som denne ser man virkelig, hvor gode forhindringsløberne er til at hjælpe hinanden. En hestesko efterfulgt af en hestesko og et makkerpar er videre. Netop det, at man kan hjælpe hinanden er vigtigt og er det, der gør, at forhindringsløb er for alle.

Nordic Race The Beach 2015

“MAN SKAL HJÆLPE HINANDEN”

“Når mine soldater skal presses og bliver presset, så har jeg en forventning om, at de hjælper hinanden. Det er det samme her. Dem der løber sammen vil altid have forskellige styrker og svagheder. Det skal man bruge aktivt for at tilsikre, at alle kommer igennem. Har man det fx skidt med højder, så er det vigtigt, at makkeren kan ‘tale’ en over forhindringen eller, hvis det er styrken, der halter, så kan makkeren fx tage fat og få hevet den kettlebell op i Power Pull – bare for at give et par eksempler. Det betyder jo, sammenholdt med, at man rent faktisk kan springe forhindringer over, hvis det står helt skidt til, at enhver kan komme igennem et løb som The Beach eller for den sags skyld et hvert andet af Nordic Races løb.

Nordic Race The Beach 2015

Forhindringen, Pipeline, bestående af skrående rør man skal igennem, der i dagens anledning – selvfølgelig – ender i vand og med at man skal kravle igennem sand og under pigtråd tester folks evne til at holde hovedet koldt og ikke mindst lavt, ender med, at man kan se forhindringen, hvor bildæk skal slæbes. Naturligvis skulle dækkene slæbes ud igennem vandet og under en badebro, der medførte, at dækket selvfølgelig blev virkelig tungt inden det skulle med under endnu en forhindring.

De næste par forhindringer udfordrede selv de mest hårde racers. Udspring fra kanten og under flydende plastic-pontoner inden turen gik op af vandet for bare 10 meter senere at ende med trampolinspring og mere svømning. Til trods for lidt understrøm på disse forhindringer, var der ikke andet end smil på læberne, når løberne igen fik fast grund under fødderne inden turen igen gik imod…mere vand. Næste forhindring var ca. 5 meters udspring fra ‘Sneglen’ efterfulgt af omkring 50 meters svømning ind til stranden igen.

Nordic Race The Beach 2015

“HVIS IKKE SOLDATERNE ER PRESSET NOK – TILSÆT MERE VAND!”

“Med vand kommer usikkerhed og utryghed, da elementet medfører et strejf af afgivelse af fysisk kontrol. Hvad sker der hvis man skulle få krampe? Hvad sker der hvis jeg bliver for træt til at svømme? Er der for dybt? Disse og mange andre spørgsmål trænger sig altid på. Samtidig virker vand hurtigt afkølende på kroppen, hvilket bare er bonus. Jeg siger altid til mine folk, at hvis ikke soldaterne er presset nok – tilsæt mere vand!” siger Tobias med et glimt i øjet og fortsætter grinende: “Her på The Beach var der rigeligt med vand!”

Nordic Race The Beach 2015

Tilbage på land igen fortsatte løbet tilbage i retning af målområdet langs vandet, hvor flere gode og kendte forhindringer skulle passeres på vejen. Blandt andet løb med sandsæk, over 2-metermure samt igennem Spider Web, der i dagens anledning var krydret med en passage af op- og nedadgående slidske i midten. Selv her i mod slutningen af løbet var der forhindringer, der for mange rykkede grænser om så det var over høje forhindringer som The Pyramid eller i vandet og under Bar Cage, et net af armeringsjern på en træramme, som man skal under. Udfordringen her er, at når man skal trække vejret, så er man nødt til at stikke halvdelen af hovedet op i mod armeringsjernet, så næsen er fri. Dette vel at mærke imens ører og mund stadig er under vandet. Lige inden mål skal Nordic Race´s seneste skud på stamen, XL Staircase passeres. Det er en ca. 9 meter høj forhindring. En trappe med 3 trin op -og 3 trin ned for bare at blive taget imod af amerikanske fodboldspillere inden målstregen kan passeres, medaljen bliver hængt om halsen og stoltheden over at have gennemført løbet og trætheden melder sig.

Nordic Race The Beach 2015

“Det er en af de ting som Nordic Race er gode til. De formår at tilsætte mængden af forhindringer, som for nogle rykker grænser, helt tilpas. Der er noget for enhver. Når fx dagens afsluttende forhindring, XL Staircase, skal passeres vil folk, med den mindste frygt for højder, blive udfordret og ved at blive ‘talt’ over eller på anden måde, så vil de overkomme deres frygt. Dermed bliver deres grænser for deres formåen rykket, og de vil opleve en kæmpe succes”, forklarer Tobias.

Vi spurgte afslutningsvis kompagnichefen om, hvad han vil sige til alle dem, der måske har en lille forhindringsløber i maven, der bare venter på at komme ud.

“FORHINDRINGSLØB ER FOR ALLE”

“Mange tror, at forhindringsløb, eller som mange siger OCR (Obstacle Course Racing. red.), kun er for dem der er i fysisk topform. Det er ikke rigtigt, da der absolut er mulighed for at gennemføre selvom løbeformen ikke er helt i top. Man skal tænke på, at man i høj grad selv har mulighed for at skrue op og ned for intensiteten ved bare at løbe langsommere eller at komme helt ned at gå. Det letteste i hele verdenen er jo at skrue op for sværhedsgraden. Sæt tempoet i vejret og passage af forhindringerne bliver dét sværere. Der er absolut forskel på om man har lav eller høj puls, når man skal have koordineret resten af kroppen i en bestemt retning over en forhindring. Så forhindringsløb er absolut for alle og kan man løbe en almindelig 5 km. kan man gennemføre et forhindringsløb af samme længde uden problemer.”

OCR Danmark takker Nordic Race for endnu et velgennemført løb med fokus på nytænkning, forhindringssammensætning og ikke mindst en sjov dag med god træning.

About The Author