Review: Reborn in Hell (af Dennis Andersson)

Personligt review af Reborn in Hell

Dennis Jacobsen Andersson har den 29. august, gennemført Reborn in Hell på Flyvestation Værløse, og her kommer han med sin helt egen oplevelse af løbet.


Reborn in Hell

Stemningen er sat allerede inden jeg kører hjemmefra, nervøsiteten sitre i mig og jeg er tavs hele vejen til værløse.

Vi ankommer til lyden af tung bass og en masse opstemte OCR atleter. De første heats herunder elite heat er allerede sendt afsted, og inden længe dukker de første atleter op i trælinjen bag mig, og de sidste forhindringer bliver klaret med snilde.

Starten er gået..

Heat 12 er så småt ved at stimle sammen omkring startlinjen, starten går… Direkte op i en militær lastbil akkompagneret af en soldat, udstyret siger Navy Seal. Vi sidder op og bliver kørt et godt stykke ned af vejen, så er der afgang, endnu en soldat tager imod os, LØØB LØØØB! Reborn In Hell er skudt igang.

Efter meget kort tid på asfalt drejer vi ind i terræn, og der midt ude i ingenting venter en stak dæk på os. Direkte op af en godt smadret skråning og direkte ned af en meget våd skråning, og en til tur op og ned.

Videre i landskabet dukker næste forhindring op, så skal der hejses “jerrycans”. Den rammer mig hårdt, den er tung, er det første jeg tænker. Jeg tager godt fat i rebet og bruger mine 77 kg til at trække jerrycan’en op, det er ikke helt nok, så jeg trækker og bruger en god portion energi på at få den helt i top.

Hvor bliver vandet og mudderet af, når jeg lige at tænke. Bevares vi er kun nogle hundrede meter inde i løbet, men jeg ku godt bruge noget kølende, trods mange dage med regn, så er det fantastisk vejr i dag.

“NED OG GI’ MIG 20!”

Jeg hører pludselig “NED OG GI’ MIG 20”, det kan kun være flere soldater og ganske rigtigt, så står der 3 stk. De kommandere os ned og lave push-ups, “TÆL HØJT” bliver der råbt, så begynder vi ellers at tælle deropad. Husker jeg ikke meget forkert blev der vist talt til 13 et par gange af de “venlige” soldater.

Op og videre, direkte ned i en god gang mudder. Jeg når dårligt nok at tage fra før jeg står i muddervand til brystet og har haft hovedet under. Underlaget er glat, der er store højdeforskelle og rødder der gør det endnu svære at komme frem, men det lykkedes, og så blev man kølet lidt ned og blev meget mudret.

Jeg når ikke mange metre på ruten før et lavt hegn møder mig, ned på mavsen så er det tid til at kravle. RIH (Reborn In Hell) har lavet denne forhindring lang, og der bliver lavere mellem jord og net jo tættere man kommer på slutningen som virker meget langt væk.

Så lang så godt, pusten er tabt i et kort øjeblik, men hurtigt genfundet. Jeg løber videre og får mig en følgesvend, han løber også alene så det er meget påfaldende at vi teamer op. Vi når at introducere os kort inden vi rammer en halmballer der udgør en høj omgang “staircase”. Det er en seriøs pacekiller men den fjerner det værste mudder fra arme og ben. Næste forhindring er rulning med traktordæk, og er man 2 så tager man er stort dæk. Først let og elegant ned af bakke, så tung og besværligt/ustabilt op ad bakke. Vi når kun lige rundt og forbi dæk forhindringen før den næste står og venter. Det buldre og brager fra en større blik garage og en soldat peger os ind ad døren.

Indenfor er der tåget og meget larm i form af brag. Der er strukket snore ud på alle leder og kanter for at gøre det ekstra besværligt og jeg står overfor og nogle hvide og meget letgenkendelige snore, er det strøm? Det var det ikke, RIH leger med psyken.

Man får 5 skud..

Vi kommer ud af huset og løber nu parallelt med landingsbanen. Jeg husker den som lang, meget lang, men en del poster på vejen ser ud til at gøre den overkommelig. Den første post består af olietønder, de skal op på nakken og bæres på tværs landingsbanen og tilbage igen. Næste post finder vi et par soldater igen, de står med våben og der er sat skydeskiver op. Man får 5 skud, hvis 3 af dem rammer så slipper man for tire run.

Det blæser en del på det åbne stykke så jeg rammer kun med et skud, så der er ikke andet for end at tage turen med dæk.

Næste forhindring er en velkendt klassiker i lille format, pyramiden. Den er hurtigt forceret.

Et par “over and under” forhindringer samt nogle “Wall climbs” sniger sig også ind inden vi møder en gang soldater igen, så er det pistol skydning. Jeg planter 4/5 skud på skiven og slipper for “tire run”, men jeg napper den alligevel, det skulle jo nødig hedde sig.

Endelig er den der, der hersker ingen tvivl et par meter med strøm, et meget vådt underlag og så er det bare igennem.

Et par “Wall climbs” med modsat hældning end løbsretningen forvirre mig i 2 sek. Men den er god nok, og den er hårdere at komme over end jeg regnede med. Vi løber meget kort før vi når til endnu en gang skydning, denne gang med M4 rifler. Her har jeg min fordel. Som tidligere soldat og airsoft spiller er det en smal sag, placere alle skud på pladen, og jeg acceptere privilegiet om at slippe for “tire run”.

Det er tid til tire run igen, flyvestation Værløse er slet ikke så flad som man skulle tro. Så op af af den ene glatte skråning og ned af den næste. Vi er ved at være brugte nu, men der gemmer sig stadig 3,5 kilometer af den 11 kilometer lange rute, og der er rigeligt med forhindringer tilbage.

En høj lyd starter i det fjerne, det lyder som en kompresser der kører i meget høje omdrejninger. Det er en meget kraftig blæser der blæser koldt vand ind i hovedet på mig mens jeg kravler igennem vandfyldte rør. Jeg mister fokus i er kort øjeblik, det er vildt det her, det er koldt og vildt.

En væg på tømmerflåde

Næste forhindring har jeg set meget frem til, en tømmerflåde midt ude på en sø og på den er opstillet en væg der skal forceres. Vandet er koldt og det er rart for solen er varm. Jeg er ikke en habil svømmer, men jeg får kæmpet mig op på tømmerflåden og over væggen, som gynger helt vildt og det er helt sikkert meningen.

Svømmeturen har taget pusten fuldstændigt fra mig, jeg føler mig tung og tørstig. Jeg kan høre musikken fra mållinjen nærme sig og efter et kort løb/hurtig gang op ad bakke, løber vi igennem lidt skov…. Strøm igen!? Jeg kigger på de andre der kravler igennem, det ser ud til at gå smertefrit så ned på alle fire og afsted. Jeg er konstant opmærksom på små klik eller smæld hele vejen igennem, der kommer intet. Hvis RIH bevidst har prøvet at lege med folks psyke, så er missionen fuldført.

Kun en forhindring står imellem mig og den militære træningsbane, den 8 meter høje væg. Jeg løber og mander mig op samtidig. Turen op går ganske fint, men jeg skulle ikke have kigget ned.. Jeg sidder i lidt tid og overvejer situationen inden jeg begiver mig ned af rebet på den anden side.

Nu er der kun en standard militær forhindringsbane tilbage, alt fra irsk bænk til balancegang det hele er der. Den byder også på kravl under wire med særligt opstillede olietønder der sender ildkugler henover atleterne, der bliver mindre og mindre plads.

Genfødt i mudder og sved

Afslutningvis bliver forhindringerne forholdsvis nemme, og det passer mig fint for jeg er brugt.

Jeg kravler under DJ’ens tårn og løber de sidste få meter i mål og modtager mit “dog tag”, genfødt i mudder og sved.

Løbet var ondskabsfuldt på den gode måde. Jeg blev personligt testet på alle måder, psykisk og fysisk, det var langt og lige efter min smag.

Her ses et par af Dennis’ egne billeder:

About The Author

Passioneret OCR løber og grej nørd. Jeg anmelder OCR løb og tester OCR relateret udstyr.