Review Toughest Aalborg 2015

Toughest Aalborg

Review Toughest Aalborg 2015

Hvem: Toughest
Hvor: Havnefronten i Aalborg
Hvor langt: 8 km
Hvor mange forhindringer: 40
Hvor mange deltagere: 1100
Hvilket underlag: Asfalt og græs

Pre Race

“Men i hele Danmark, i nat, baby, Er der f*cking FEST!!!”. Nik & Jay brager ud af radioen, mens jeg kører ind i det smukke Aalborg. GPS’en har støttet mig de sidste 400 km, og guider mig nu igennem Aalborgs gader. Jeg smiler lidt for mig selv, mens jeg retter på Nik & Jay; I dag er der OCR-fest i Aalborg. Baby!

Med et øje på GPS’en, som er sat til Waterfront, triller jeg igennem Aalborg centrum, og over en bro. Over på den anden side af Limfjorden. Er det rigtigt? Hmm… Jeg vælger at stole på GPS-stemmen. Jeg er på solotur for OCR Danmark i dag, så mens jeg kører, kigger jeg efter gode steder på forhindringerne, hvorfra jeg kan tage billeder. Jeg kører forbi nogle store vindmøllevinger og tager mig selv i at tænke: “De kunne da være sjove at skulle passere”. Jeg griner lidt af mig selv, jeg har fået the OCR-Bug. Jeg ser forhindringer overalt og lægger planer for, hvordan jeg skal passere dem. “Du er nu ankommet”. GPS-stemmen river mig tilbage til virkeligheden. Hvad?! Jeg holder helt alene midt på en stor øde vej i et industrikvarter. Skiltet foran bilen fortæller, at dette er privat område, men hvad værre er, der er ikke skyggen af et startområde eller “rigtige” forhindringer. Bum bum. Hvad ville en klog racer gøre? Jeg griber min gamle iPhone og får fundet nogle tal, der skulle være koordinater. Jeg får lagt dem ind i GPS’en, mens jeg tænker, at det er godt, at vi ikke løber efter kort i OCRacing, for så kom jeg da aldrig igennem…

Toughest Aalborg

Racetime

Da jeg flyver solo i dag, har jeg fået lov til at slå lejr hos Fundracers, mens jeg render rundt og prøver at tage et par billeder. Peg og tryk. Tryk og peg. FOKUS! Jeg prøver at huske bare én af de ting, som Brian har fortalt mig omkring fotografering, mens jeg desperat prøver at bevare fokus midt i min begejstring og eufori af OCR-stemning. Jeg må indrømme, at jeg ikke er fotograf. Jeg er mere ham, der ruller mig i mudder og gør dumme ting.

Småstresset kommer jeg tilbage til Fundracers stand og falder i snak med Katrine, som er med for at passe standen, mens drengene løber. Lige pludselig springer Chakib og Michael op bag ved mig, helt høje på oplevelsen. De spørger, om jeg er klar til min tur, og en eller anden får spurgt Katrine, om hun ikke skal løbe. Hun trækker på svaret. Det var jo ikke planen. Efter lidt overtalelse (gruppepres) blev der fremskaffet en billet til hende. Hun kigger nervøst på mig: “Du løber ikke fra mig, vel?”. Nej, det ville jeg aldrig gøre. For jeg kan ikke!
Katrine er vel i starten af tyverne, ser ret fit ud og vejer ca. 100 kg mindre end mig. Hvad fanden har jeg lige sagt ja til? Jeg får så meget baghjul og bliver ydmyget af en pige, der er nybegynder i den sport, hvor jeg har erfaring. Flot Claus! Hende her giver dig røvfuld i dag! Vi går op imod startområdet, mens jeg tænker på, hvordan det skal gå.

Toughest Aalborg

OCR Danmarks miniguide: Lær din nye racebuddy at kende på 60 sekunder
Q: Hvilke løb har du prøvet før? A: The Burnout (godt, så har hun prøvet lidt OCR før)
Q: Hvor hurtigt løber du 8 km? A: Det ved jeg ikke. Jeg har ikke prøvet det. (Okay, nyt spørgsmål)
Q: Hvor hurtigt løber du 5 km? A: Øhh… Jeg tror det er 24 min. og et eller andet (FUCK! Hun er hurtigere end mig), men det er altså på løbebånd, og jeg var meget presset. (Ja, det bliver jeg sgu også her, min pige)
Q: Hvordan har du det med forhindringer? A: Jeg kan ikke lide højderne, og jeg hopper ikke i vandet! Mig: “Bare rolig, jeg har også højdeskræk, og jeg svømmer som en sten. Katrine: “HVAD!?”. Mig: “Det skal nok gå” (jeg faker ro og overskud).

Vi bliver afbrudt af speakeren. Vi skal ind i startområdet.

Are you guys ready?! YEAH!!! Vi står i en rundkreds rundt om speakeren. Vi får de sidste instrukser. Træd på de sorte måtter ved start og mål. Følg de røde kegler. Følg dommernes anvisninger. Der er strafrunder for ikke at gennemføre forhindringer. Ja ja, lad os nu bare komme afsted. 8-7-6-5-4-3-2-1 GO!

Toughest Aalborg

Jeg er klart den ældste i vores lille felt, og vi når da heller ikke meget mere end over den første 4 meter høje A-buk, før jeg ligger bagerst og stønner som en damptromle. Videre til det der nok tager prisen som årets højeste halmballepyramide med de mindste trin. Der er i hvert fald ikke plads til en middelsvær racer, der med hjertet oppe i halsen og smurt ind i angstens sved, kæmper for holde sig fast på de bittesmå musetrin. Oppe på toppen kæmper jeg for at få styr på mig selv, inden vi skal ned igen. De andre er løbet videre, mens jeg kæmper for at opretholde facaden som den erfarne OCRacer.

Videre til et stativ der minder mig om noget fra redskabsgymnastik eller balletskolen. Nu skal det lige indskydes, at jeg hverken har gået til redskabsgymnastik eller ballet, selvom jeg foretrækker at løbe i tights. Stativet består af nogle parallelle rør, der skal passeres i en form for gående håndstand. Op. Nemt. Jeg begynder at gå, mens mine ben svinger fra side til side. Jeg kan mærke, at jeg også har fået skulderskaden med i dag. Hvis smerte er svaghed, der forlader kroppen, så løber jeg da hurtigt tør for svaghed her. Gad vide hvad der så er tilbage, når der ikke er mere svaghed? Det er i hvert fald ikke hårdhed, der holder kroppen oppe.

De fede må svede

Mens vi løber langs havnekanten, fortryder jeg lidt mit racesuit. Da vi gik til start, var det overskyet, men nu er den nordjyske sol tittet frem fra sin gemmeleg, og den fede her sveder. Jeg husker, hvad min gamle oversergent altid sagde: “De fede må svede, og de svage må dø.” Det gode er, at alt svaghed lige har forladt mig, så jeg skal ikke dø. Ikke i dag! Så jeg må nøjes med at svede.

Vi kommer rundt om et hjørne og ser en skråvæg. Jubii! Pause! Jeg sender Katrine afsted først, så jeg kan få pusten, mens jeg faker, at jeg ved, hvad jeg taler om og påtager mig instruktørrollen. Hun lytter, til hvad jeg siger og sprinter op ad væggen. Hun misser grebet, men sidder deroppe endnu. Hun kaster sig op og får fat i kanten. Hun er oppe. PIS!!! Så er det min tur.  Jeg trækker vejret dybt og sætter i løb. Tanken rammer mig. Jeg havde problemer med denne forhindring i Malmø. Jeg må bare ikke misse den nu, så falder mit “image” som erfaren OCRacer til jorden. Min fod rammer væggen. Så den anden. Igen. Jeg kaster mig op mod kanten. Maven rammer væggen, men jeg hænger der. I sidste sekund fik jeg fat i kanten. Nu skal jeg bare hive hele min kropsvægt opad en skråvæg. Skulderen fortæller, at den ikke er helt tilfreds. Så der er lidt mere svaghed, der skal forlade kroppen. Nede på jorden igen står Katrine klar til at løbe videre. Jeg trækker vejret dybt og bider smerten i mig. Klar.

Igennem en omgang “over og under” for at komme til ringene. Igen prøver jeg at påtage mig instruktørrollen. Jeg forklarer, hvordan man skal svinge sig tilbage for at komme fremad. Lige efter tager jeg fat i den første ring og svinger mig ud mod den næste. Får kun lige fat med det yderste af fingerspidserne. Jeg har ikke et ordenligt greb i ringen, da jeg svinger tilbage, men ringen følger med. På en eller anden måde får jeg rettet mit greb og svinger mig fremad. Pyha. Imaget er endnu engang reddet.

Videre til den fantastiske “Sternum Checker”, en forhindring, hvor man står på en træstamme og hopper op på en anden. Her er det godt at have lidt dunk til at tage fra for sammenstødet med træstammen. Det er netop på grund af denne forhindring, at jeg vælger at have lidt dunk. Eller det er i hvert fald det, jeg påstår 😉

Hurtigt videre til en ny pyramide. Denne her er dog lavet af containere. Den er hverken lavere eller mindre udfordrende for min veludviklede respekt for højder. Jeg får kæmpet mig op ad den sytråd, der skal udgøre et torv. Op til det rækværk som står på toppen. Lige da jeg får fat i det, rykker det sig, og hele min krop spænder op, mens jeg panisk klamrer mig til rækværket. Det har jo også brug for lidt kærlighed. Jeg får styr på mig selv, og opdager til min rædsel, at vi ikke bare skal ned igen, vi skal over et net for at komme ned. Jeg træder ud op nettet og priser mig lykkelig for, at der ikke uddeles stilpoint i OCRacing, for kønt er det ikke. Med røven i vejret får jeg kravlet over, så vi kan komme ned og videre.

Gensynsglæde

Næste fornøjelse er “Irish Table”. I Malmø måtte jeg på grund af min skulder kravle op langs kanten. Så her på næsten-hjemmebane, vil jeg klare den rigtigt. Jeg får hjulpet min racebuddy over. Træder et skridt tilbage. Hopper. Får fat og hænger så til tørre, der midt i Aalborg. Min skulder brokker sig, men den skal ikke have lov at vinde denne gang. Jeg svinger benene frem under planken, så jeg på tilbagesvinget kan få løftet kroppen nok til, at jeg kan hive mig op på maven. Igen er det godt at være polstret på midten. Jeg kommer op og hopper ned på asfalten igen.

Efter at være væltet over en million halmballer kommer vi til den. Gensynet med “Platinum Rig” er stort. Igen en af de forhindringer som jeg har et lille opgør med. Jeg fejlede i Malmø. Det må ikke ske igen. Jeg har brugt køreturen til Aalborg på at planlægge, hvordan jeg skal komme igennem dette helvede af reb, ringe og bars. Her står den lige ved publikumsområdet, så der vil være masser af vidner til mit nederlag. Jeg træder op på kanten, tager fat i det første torv og rækker ud efter det tredje torv. Sålen på min sko springer en knop over, og i kort sekund mister jeg fodfæstet. Pyha, jeg står her endnu. Jeg forsøger igen, og det lykkes. Jeg hopper over på det tredje torv, og mens jeg hænger der som Tarzan (eller nok mere som Cheetah), forsøger jeg at få fat i ringen. Jeg støder ind i stolper og andre racers, men jeg fanger ringen. Nu skal jeg bare have sat foden ind i ringen, som også er kommet i svingninger, åbenbart som en form for sympati for min situation eller alle de andre ringe, som nu også svinger vildt omkring. Et lille råd fra instruktøren her: Det hjælper ikke på gennemførslen eller racetiden, men jeg får da kæmpet mig videre til pullup-barene og den sidste række ringe. I’m swinging, og denne gang lander jeg på den rigtige side af kridtstregen. HA! I BEAT MY OBSTACLE! Platinum Rig, du er hermed besejret!

Min glæde varede kort. Næste udfordring var til min skræk “Dragons Back”. 4 platforme, hvor man i 1002 meters højde (+/- 1 km) skal springe fra platform til platform. Jeg ved, at jeg har besejret dragen før, men min mave snørerede sig stadig sammen, da jeg løb op på den første platform. Står den her ikke lidt mere usikkert? Inden jeg når at tænke mere, er det min tur til at springe til den næst platform. Jeg trækker vejret dybt ned i maven, mens jeg hiver op i “My bigboy pants”. Jeg tager et skridt og sætter af. I believe I can fly… BUM! Lander tungt. Kroppen har reageret instinktivt og grebet fat i tværstangen foran mig. Jeg får hevet mig op. Klar til næste? Næh, men der er kun en vej, og det er fremad. 3 gange mere!

Toughest Aalborg

Ninja

Fast forward. Vi har løbet igennem en masse dæk, flippet nogle lidt større dæk, klatret over net og nogle stativer, da vi kommer til “Ninja Jump”. Ninja Jump er et skråt net, som man hopper op på via en lille trampolin. Vi ser et par andre racers, der kikser deres forsøg. Jeg tænker på, hvordan det så skal gå, når det bliver min tur? Min tur! Jeg sætter i løb. Springer op på trampolinen. Jeg flyver. Jeg sigter efter tværstangen og rammer den med fingerspiserne! Mine hænder forsætter fremad og fanger to af netmaskerne. Jeg har fat med hænderne. Fødderne er en helt anden historie. De svinger frem og tilbage uden at få fat. Jeg hiver mig lidt op og får sat den ene fod i en netmaske. Det var den lette del, jeg hænger her. Nu kommer det svære. Jeg skal klatre op ad nettet, som hælder 45 grader bagud i forhold til min position og rundt om tværstangen, så jeg kommer op på nettaget. Jeg ved ikke helt hvordan, men det lykkes på en eller anden måde. Jeg ligger på alle fire på nettaget og prøver at kravle fremad uden at hænge fast i alt. Jeg kommer frem til kanten og ser, at turen ned kun er 90 grader. Pyha.

Videre over en masse halmballer og skråvægge. Ud og gå tur med nogle jerrycans og lufte nogle Bulgarian Bags, dog ikke samtidig. Hænge ud i monkey barene inden vi kommer til “Rope Crossing”, som er 4 rækker af slaglines spændt ud over et havneudløb. Mens vi står i kø og venter på, at det bliver vores tur, ser vi flere andre racers, der falder i vandet. Enkelte tager også frivilligt et hovedspring og svømmer over. Men jeg er ikke kørt 400 km for at springe forhindringer over, så vi venter på vores tur, mens vi lurer teknikker af. Jeg beslutter mig for at bruge den gode gamle kommandokravl. Jeg lægger mig på maven. Tager den ene fod op på linen bag mig, og lader det andet ben hænge frit ned under mig for at kunne virke som modvægt. Jeg trækker mig frem i armene. Det går fint, lige indtil jeg kommer til knuden. Eller mere præcist da knuden skal passeres af den del at min anatomi, som kun mænd har. Avs! De er kommet klemme. Jeg får løftet dem over, så jeg kan komme videre. Mens jeg hænger der på midten, tager vinden til, og jeg dingler frem og tilbage i vinden som en gigantisk juleguirlande fanget i en vinterstorm. Jeg kæmper for at holde fast. Oppe på land igen. Mine ben ryster stadig under mig, da vi løber videre til ropeclimp. Op og kilde broen på undersiden, inden vi får lov til at løbe videre.

Dæmondans

Vi skal lige over en klatrevæg kombineret med armgang inden vi kommer til min støreste udfordring i dag. Udspring i vandt. Jeg har hele dagen prøvet at overdøve min indre dæmon. Man kan vælge mellem et udspring fra 5 meter, 3 meter eller tage en strafrunde med en Bulgarian Bag. Min dæmon skriger at jeg skal tage strafrunden. Jeg får forhandlet mig frem til at vi tager udspringet fra 3 meter. Vi kommer op ad trappen til udspringet. Der er kø! Jeg kigger på stakken af Bulgarian Bags. Dæmon skriger: “Tag dem! Tag dem alle sammen og LØB!!!!” Den flinke jyske frivillig kigger på mig. Så er det din tur. Han er rolig og smiler. Jeg spørger om der er frit. Det er der. Ingen vej tilbage. Jeg trækker vejret dybt og begynder at gå frem mod kanten. Mine ben er som gummi. Jeg sætter foden på kanten og fører det andet ben frem, mens jeg indtager positionen. Krydser armene. Holder mig for næsen. Spænder op i kroppen. Jeg hænger frit i luften. Får samlet benene og strækker dem helt ud. Vandet kommer hurtigt nærmere. Jeg bryder overfladen. Alt omkring mig er sort og koldt. Meget koldt. Jeg kan mærke at kroppen er ved at gå i chok. Vandet får endelig bremset mit fald og jeg gør et par forsøg på at tage svømmetag op mod overfladen. Op mod min lille personlige sejr. Jeg bryder overfladen igen. Hiver efter vejret. Kigger desperat efter breden. Der er langt derind. Jeg påbegynder mit forkølet forsøg på hundesvømning. Kommer op. Jeg er våd, kold og lykkelig! Jeg overvandt min dæmon og er et lille skridt tættere på “Obstacle Immunity”.

Toughest Aalborg

Videre til en sidste omgang i baren. Denne gang hænger baren løst og de svajer frem og tilbage i vinden. Stadig høj på min lille personlige sejr, flyver jeg igennem og videre til den næstsidste forhindring. “Over/under” men nu er jyderne løbet tør for græs, så der er lagt kunstgræs over asfalten. Over. Rulle under. Over. Rulle under. Hop op og AV! Jeg er vrikket om på min ankel. Jeg støtter forsigtigt på foden. Er den forstuvet eller bare forstrukket? Jeg forsøger at løbe. Foden brokker sig. Jeg beder den om at holde kæft. DNF (did not finish ) er aldrig en option! Og slet ikke så tæt på mål. Jeg humper frem til den sidste forhindring. Rampen! En høj høj høj rampe, som man skal løbe op ad. Normalt en stor udfordring, og når man er kold, våd og har en forstrukket ankel, så virker det umuligt at komme op ad den. Jeg får kigget til højre for mig. Der står Siri Englund. Kvindernes verdensmester og dagens vinder af eliteheatet. Hun har taget en omgang mere og har hentet os. Hun løber op ad rampen. Griber fat og hiver sig op, som om det er ingenting. Hmm.. Så må jeg jo også prøve. Jeg sætter i løb. Prøver at få fart i mine kolde ynkelig ben. Anklen brokker sig. Rampen er glat og umulig at stå fast på med våde sko. Jeg kaster mig op mod kanten. Jeg er ikke en gang tæt på. Jeg kurer ned af rampen og trækker en spor af vand efter mig. Jeg går slukøret tilbage til kødranden af mennesker. Prøver at overbevise mig selv om at jeg godt kan komme op. Et forsøg mere med samme resultat. Med hængende hoved må jeg tage dagens første, sidste og eneste strafrunde. Jeg bander mig selv langt væk. Jeg havde givet op på forhånd. Pis! Jeg kom  dog igennem og er Toughest. Næsten. Jeg får den rampe næste gang.

/Toughest Claus

Toughest Aalborg

Post Race

Med 400 km hjem og en forstrukket højre ankel, lærer en racer hurtigt at påvirke speederen med venstre fod. Mens jeg sidder der med krydset ben på motorvejen tænker jeg tilbage på et godt race i det nordjyske og alt hvad jeg har lært i dag:

Når man kører langt for et race, så husk madpakken, man løber ikke langt på tom tank.

Hav 2 racesuits med, så man kan tilpasse setuppet efter vejret.

Vandet i Jylland er også koldt.

Jyske frivillige er superflinke

Forhindringsløb på asfalt kan også være sjovt

 

Løbsafvikling
Forhindringer
Sværhedsgrad
Lokation
4.3
Readers Rating 4.6 7 votes

About The Author