Review: Spartan Sprint Allianz Stadium

Review: Spartan Sprint Allianz Stadium

Arrangør: Spartan Race
Sprint Lokation: Allianz Park London UK
Længde: 5 km + (her var det 6,5 km)
Antal forhindringer: 15+

OCR Danmark er landet i London, og jeg er spændt, som et lille barn på juleaftensdag. Jeg kan næsten ikke være i mig selv. De andre er nok lidt trætte af mig lige nu. Jeg har set utallige videoer fra Spartan Races. Jeg har læst bogen. Jeg har hørt podcasts. Dette er det første skridt. Et lille skridt tættere på drømmen. Drømmen om den mystiske og berømte Trifecta. Samtidige er jeg også bange for, at mine forventninger ikke bliver indfriet. Kan Joe DeSena og hans team leve op til mine forventninger? Racet vi har tilmeldt os er et Stadium Sprint. Sprint distancen er over 5 km, men under 10 km. Der er mindst 15 forhindringer, og det hele foregår på og omkring Allianz Stadium, hvor der normalt bliver spillet Rugby. Rugby er noget leg med en underlig bold, hvor store mænd løber ind i hinanden og ligger sig i bunker ovenpå hinanden. Men i dag betyder det, at vi ikke skal igennem vand eller mudder. Et helt løb uden mulighed for at get down and dirty. Gad vide hvordan det skal gå? Skal vi også løbe igennem store skyer af farvestof i forskellige “happy colors”???

DSC_5480

Jeg føler mig lidt ude af min comfort zone. Det at deltage i et Spartan Race er ikke bare at gennemføre et race. Man bliver en del af The Spartan family. Man lever the Spartan lifestyle og man opnår Obstacle immunity. Man følger the Spartan diet, som er økologisk og hovedsagligt består af grøntsager og lidt kød. Hvis man da ikke faster. Jeg kigger mig lidt nervøst omkring. Gad vide om der kommer nogle og spørger ind til alt dette. For jeg tror sgu ikke, at den dér tre dobbelte burger, fritter og store øl, som var min aftensmad, vil give mig adgang til de hellige Spartan-haller. Godt jeg har kompressionstrøje på inden under min T-shirt – så kan det være, at de ikke ser dunken. I det samme ser jeg ham. Han er stor. Han er fed, men han smiler. Han har sit Spartan pandebånd på, og på hans bryst hænger den. Den røde Spartan medajle. Hvis han kan, så kan jeg også. Spartan er også for alle.

DSC_5722

Racetime

Vi har bevæget os ned i startområdet og står og snakker. DJen spiller, og folk har en fest. Jeg strækker lidt ud, og overvejer at varme lidt op, da speakerens stemme bryder igennem musikken. Jeg kigger mig forvirret omkring, da en af de andre hiver fat i mig. Vi skal løbe nu! Hva? Jamen, jeg skal…. 3-2-1-GO! Folk omkring mig sætter i løb og sprinter afsted. Mit baglår siger, at vi lige starter lidt stille og roligt i dag. Så det gør vi. Brian the Ninja og jeg har fået lov til at hægte os på Carina og hendes søster Stephie i dag. Aftalen er, at vi følge ad og hjælper hinanden hele vejen. Brian joker, da vi kommer til første forhindring. Et hegn skal passeres, og det er hele 30 cm højt. Nej, jeg joker ikke. 30 centimeter højt. Uhhh… Hop! Var det dét? Hmm… Okay, vi lægger let ud. Næste forhindring er en bom i min brysthøjde, og den er lavet af en firkantet lægte. Et lille tip til andre racers. Lad være med at lægge jer op på maven og rul over den. Det kan mærkes.

IMG_5208

Vi forsætter ud over fodboldbanerne. Under et slørringsnet. Over et par vægge. Løber lidt mere. Jeg tænker, det her, det er da næsten for let. Så kommer den. Vi skal bære en spand fyldt med vand op og rundt om en bygning. Op på skulderen med den. Jeg prøver at rokke lidt med den, men låget sidder fast. ØV! ingen mulighed for at blive lidt våd. Videre til dæk-løb. Jeg tager to i håbet om at blive lidt dirty. Meeeeen nej. Jeg tror, de har vasket alle dækkene inden racet. Næste udfordring er pigtråd over tør græsplæne, og pigtråden sidder i højde med mit midtlår. Er det for at de højrøvet også kan komme igennem? Jeg lægger mig ned og begynder at rulle igennem. Halvvejs banker jeg hovedet ind i en af de pæle, der holder pigtråden, og et kort sekund forventer jeg, at det hele falder ned i hovedet på mig. Men nej, det holder, og jeg kan rulle videre. Da jeg kommer ud på den anden side, kører alt rundt. Jeg har det som om jeg er pissefuld. Det her er sgu en billig branderet. Jeg vender mig, der står en skrå væg, som vi skal over. Jeg tror lige, jeg venter et øjeblik. Trækker vejret dybt. Nej, den væg kører stadig rundt. Jeg begynder at gå over imod den. Jeg kan ikke styre mine ben. Puha. Jeg kommer over til væggen. Tager fat i den og støtter mig, da den engelske official opmuntrende råber til mig: You just have to get over it!  Jatak, det kan du sagtens sige. Jeg tager fat. Hopper op. Svinger benet over og laver en form for halv hjertet rullefald ned af bagsiden. Hilser lige på morgenmaden igen. Æg og bacon med kaffe smager ikke særlig godt anden gang (not a part of the Spartan diet). Endnu en gang pigtråd. Men nu sidder pigtråden længere nede. Jeg ruller. Hjulene på Claus drejer. Rundt, rundt, rundt. Og rundt, rundt, rundt, rundt. Spartan fotografen siger noget til mig. Noget med “No cheating”. Jeg prøver at svare ham på engelsk, men min rulle-brandret er i fuld effekt. Så jeg tror, at de ord, der kommer ud af min mund, er danske. Da jeg rejser mig, er jeg ved at vælte ind i en hæk. Det minder lidt om mine teenage weekender. Jeg får styr på mig selv, og forsøger at løbe videre. Vi kommer til noget, som mest af alt minder mig om en form for urban moderne kunst. Men det er bare monkey bars. Det plejer at være omvendt. Man plejer at hænge i baren før branderten, ikke bagefter. Vi tosser lidt rundt, mens nogle tager deres strafburpees. I Spartan Race skal man tage 30 strafburpees, hvis man ikke kan gennemføre en forhindring, og de frivillige er glade for at uddele dem 😉

IMG_5212

Gensyn med højderne

Vi lunter videre. Endnu en 30 cm bom skal passers, inden vi kommer til det sjove. En 4 meter høj A-buk. Nogle på vores lille hold vil muligvis påstå, at den var væsenlig højere. Jeg husker 2 uger tilbage til Toughest, da Carina havde store udfordringer med en lignende A-buk. Vi kommer hen til bukken og iværksætter vores plan. Brian afsted først. Han nærmest løber op på toppen og venter. Mig bagerst, som støtte. Stephie træder usikkert op på nettet. Carina går ud i den anden side. Jeg har kun et spiltsekund til at vælge, hvem jeg skal følge over. Jeg kigger over på Carina. Hun virker sikker. Jeg kravler op på siden af Stephie. Taler til hende. Guider efter bedste evne. Vi kommer op til Brian, som tager imod os på toppen, da jeg lige pludselig hører Carina råbe med sikker stemme. “Du skal bare gøre som de siger” Jeg kigger over. Carina er allerede kommet over toppen, og er på vej ned igen. Hvad?!? Er det den samme Carina, som for kun 2 uger siden var nærmeste lammet af højdeskræk? Jeg mærker Stephies pande på min håndryg. Eller rettere, jeg mærker den bolt, som jeg har lagt min hånd ovenpå og som Stephies pande nu masser min hånd ned i. Hvis jeg fjerner hånden, så banker hun hovedet ned i bolten. Fuck, det gør ondt. Men smerte er svaghed, der forlader kroppen. Godt, nu har jeg ikke mere svaghed tilbage til resten af racet. Vi får Stephie over, og hun bliver klappet ned af de engelske tilskuere. Hun overvandt sin frygt. Godt gået. Videre til Kramme-en-betonblok-og-gå-tur-med-den-udfordringen. Ingen problemer. Videre til træk-en-vægtskive-op. Jeg bliver guidet over til herrevægten. Jeg kigger lidt skeptisk på den lille skive. Ha! jeg er vant til store sten og kettlebells fra de danske løb. Den her kan jeg klare med en hånd. Jeg tager fat. Hvad!? Den rykker sig ikke. Har den også fået højdeskræk? Begge hænder. Den er stadig tung. Okay, så de der Spartans mener det seriøst. Må jeg virkelig lægge hele kropsvægten i? Ja! Godt at man er lidt tung i røven. De andre får deres vægt op, så vi kan komme videre til ropeclimp. Vi kommer hen til rebene. Jeg prøver at instruere de andre i hvordan de skal låse med fødderne. Men de kan ikke få J-låsen til at fungere. Så de må tage strafburpees igen. Mens jeg klatrer op og ringer med klokken, tænker jeg hvor glad jeg er for at kan min teknik, så jeg slipper for burpees. Hvem gider lave burpees? Ikke mig. Efter en masse løb, et kort stripshow (nogle var ved at koge over) og et par forhindringer senere kommer vi tilbage til stadion.

IMG_5318

Inde foran tilskuertribunen står der to tall walls og venter på os. Jeg løber hen og sætter mig med ryggen op ad væggen. Kalder Carina hen. Hun kigger underligt på mig og spørger “Hvad skal jeg?” Du skal selvfølgelig træde op på mit lår også på min skulder. Hun tøver, men træder op på mit lår, så på skulderen, så sparker hun mig i hovedet. HEY! det var ikke en del af aftalen. Inden jeg når at brokke mig, kommanderer hun mig om på den anden side, så jeg kan hjælpe hende ned igen. Jeg må gøre det umulige og være på begge sider på samme tid? Jeg tager et kort tilløb. Træder ind på væggen. Får fat i toppen. Får hevet mig op. Presser mig op, så jeg hænger i strakte arme på toppen af væggen, da jeg ser at Stephie er lige ved siden af mig. Hvis jeg svinger mine ben over, så kommer jeg til sparke hende i hovedet og der er ikke tid til hævn nu. Jeg får krænget mig over, men får stadig ramt hende, dog kun på benet. Hopper ned. Tager imod Stephie. Hurtigt over og tage imod Carina. Så kommer Brian flyvende over.

DSC_5855

The Instant Racer

Næste udfordring: Nogle sandsække skulle luftes på en tur op over tilskuertribunerne. I et anfald af overmod får jeg sagt til Brian at vi da tager to sække. Altså sandsække! Jeg får svinget den ene op på skulderen, så den anden. Ingen problemer. Dog er de ikke tætte, så jeg får lidt sand i hovedet. En rigtig Spartan tager sig ikke af lidt sand. Aroo! Aroo! Afsted. Det kører bare det her. Jeg er en fucking hardcore Spartan. Jeg har styr på det her. I hvertfald indtil vi kommer halvvejs op ad de første trapper. Mine skuldre og arme syrer til. Den ene sandsæk glider af min skulder. Jeg taber den. Jeg må holde indtil siden og lade de andre racers komme forbi. I mellem de små farvet plastisksæder prøver jeg at få sandsækken op på skulderen igen. Den vil ikke samarbejde. Så jeg griber fat og bærer dem begge i hænderne. Op og vende. Ned igen. Trappetrinene virker lige pludselig mindre end min størrelse 43 sko og de er glatte af alt det sand, som racerne har tabt. Vi skal op tværs af tribunen. Jeg får den ene sandsæk op på skulderen, hvilket resulterer i jeg får sand ned af nakken. Sandet bliver delvist holdt på plads på hele ryggen af min kompressionstrøje. Resten ryger ned i mine tights. Sand i mit øre. Sand i min mund. Jeg har sand overalt! Jeg har det som om jeg er The Instant OCRacer. Just add Water – then ready to get down and dirty. Sandsækkene falder af min skulder igen. Jeg prøver med den anden. Den vil hellere ikke op og ride. Jeg bander mig selv langt væk. Hvornår fanden lærer jeg ikke a være så overmodig. De andre løber fra mig. Afstanden bliver større og større. Samtidig bliver jeg presset af andre racers bagfra. Min puls nærmer sig max. Mine arme er syret til. Mine skuldere er syret til. Jeg prøver at koncerentere mig om trinene. Men de virker til at blive mindre og glattere pga. sandet. Sveden svier i mine øjne. Jeg tør ikke tørre det væk i frygten for ikke at få mere sand i øjnet. Så jeg lukker det ene øje. Det hjælper ikke ligefrem på min performance lige nu. Jeg kan ikke se de andre mere. Jeg ved ikke hvor langt jeg har igen. Trapperne virker til at forsætte for evigt. Bare det ene ben foran det andet. Op og ned. Mere sand ned af ryggen. Så slutter trapperne og jeg kommer ned på banen igen. Der står mine teammates og klapper. De virker alle til at have overskud. Jeg får sat sandsækkene fra mig. Lettet. Klar til at løbe videre? Nej. Men vi gør det.

Spartan Allianz Stadium London

Vi kommer til en af Spartans signatuudfordringer: Spydkastet. Jeg har ikke haft mulighed for at øve denne ædle disciplin, men hvor svært kan det være? Jeg samler spydet op og finder ligevægtspunktet, som jeg har set i en af de mange Spartan videoer. Fatter om spydet. Fører armen tilbage. Trækker vejret ind. Fører armen eksplosivitet frem. Slipper spydet. Det svæver. Retningen er rigtig. Det rammer halmballen. Det falder ned! NEJ!!! 30 burpees! Dommen falder med det samme. FUCK! Hvis jeg havde været en rigtig spartan i det gamle Grækenland, så var jeg gået sulten i seng i aften. Så kunne jeg prøve det der faste, som er en del af The Spartan Diet. Slukøret går jeg over til burpeeområdet. I det mindste er jeg ikke alene. Jeg går i gang. 1 støn, 2 støn, 3, jeg dør 4 …. 20, mine teammats står og hepper. Hvad? Venter de på mig? Jeg hader burpees og burpees hader mig. 28….29…30 FÆRDIG! De andre er klar til løbe videre. Nej nej, vent lige. Vi går lidt.

DSC_5917

DSC_5972

Zig zag vægge, som vi skal klatre på tværs af. Slå til endnu en klokke. Over en væg. Under en væg. Igennem en væg. Over endnu en A-buk også en kort sprint over målstregen! I AM A SPARTAN! Efter løbet sidder vi i solen og nyder en kold velfortjent øl (not a part of the Spartan diet), mens jeg tænker lidt over det vi har været igennem. Vi danskere er heldige. Vores danske løb lever godt op de internationale, og nogle er endda bedre efter min ydmyge mening. Men samtidige vil jeg ikke have undværet denne oplevelse. Dette har været mit første møde med Spartan. Det bliver ikke det sidste. Men næste gang vil der være mere vand og mudder. Så det bliver nok ikke et stadiumløb igen. Spartan fokuser på de atletiske udfordringer og mange højdemeter. There will be montains. Jeg tænker også på den waiver, som jeg underskrev før løbet. Det var måske i overkantet at påstå, at jeg kunne dø af det her. Men sjovt var det. Samme aften sidder vores lille team på en restaurant i London og snakker dagens oplevelser igennem, mens vi nyder vores velfortjente post-race-meal. Jeg smiler lidt. Jeg savnede måske større udfordringer i dag, men dette var mit første lille skridt på vejen til noget større. Bring it on Mr. DeSena. Jeg vil have min trifecta, og jeg skal nok få den. I morgen starter The Spartan Lifestyle. I morgen starter The Spartan Diet. Måske. Lige nu vil jeg bare nyde den store bøf og den rødvin, der står foran mig.

/Claus The Spartan

DSC_5603

Tak for turen til mine teammates Stephie, Carina og Brian. En særlig tak til vores fotograf Nikolaj. Det kræver sgu en del at løbe med rygsæk og tage billeder samtidig.

Vi har skrevet mere om Spartan Race og de forskellige løbstyper de har, her: http://www.ocrdanmark.dk/loeb-i-danmark/udenlandske-arrangoerer/IMG_5451

 The OCRacers guide til London

Når man som OCRacer bevæger sig rundt i London, kan det godt virke til at der ikke er mange træningsmuligheder eller OCR-sjov. Men frygt ej, vi har lavet en mini guide, så du kan føle dig hjemme, selvom du er på udebane!

London Undergound: Når man går ned i Londons underjordiske metrosystem, møder man som det første, en perfekt forhindring! Men sørg for at du har varmet op inden du påbegynder dette race. For kort efter at du er sprunget over den første “væg” (de kalder den for indgangsporte), vil du blive jagtet af de tilstedeværende dommere (de hedder kontrollanter her). Men bare rolig. Dem løber en erfaren racer nemt fra.

Covent Garden: På Covent Garden Station kan få lidt extra syretræning til baller og baglår. Tag den lille trappe på 193 trin og få extra cardio. Her kan kontrolanterne ikke finde dig, for her kommer de ikke. Savner du lidt vægte og ropeclimp, så besøg Reebok Store på Long Acre. Her skal du bruge lidt racercharme, så kan du lov til at smide rundt med lidt vægtstænger, lave et par pull ups og prøve verdens mindste ropeclimp. De har også sådan et underlig bånd, som man kan stå på. Så trykker de på en knap og båndet begynder at bevæge sig. Dog fandt jeg ikke ud af hvilken knap, jeg skulle trykke på for at få forhindringer på båndet. Det må jeg finde ud af næste gang.

Stor Å: Skulle man savne vand og mudder, så løber der en stor å igennem hele London. Denne kan godt passeres, men man skal igen være opmærksom på dommere. De er meget villige til at uddele strafpoints og de giver gerne en køretur til strafboksen.

About The Author

Passioneret OCR løber! - Elsker blandingen af løb og de fysiske forhindringer, der er med til at pifte løbeturen lidt op. Jeg er en af hovederne bag OCR Danmark.