Review: Reborn in Hell

Reborn in Hell Refshaleøen

Review Reborn in Hell

Distance: 5,5 km
Antal forhindringer: 30

Så kom dagen hvor jeg officielt skulle genfødes som en helvedskarl til Reborn In Hell. Jeg befinder mig i en stor kold hal, sammen med resten af deltagerne på mit heat. Vi er 30 Racers, der står og varmer let op til lyden af den pumpende bas fra de store højtalere lige bag os. DJen giver den gas bag pulten. Jeg kigger op i baren, skulle man ikke hellere gå op og få en stor fadøl og bare nyde festen derfra? Nej! Har man sagt A må man og sige Reborn. Jeg kigger lidt rundt på de andre Racers. Nogle griner. Nogle kigger sig lidt nervøst omkring. Andre pjatter. Mig? Jeg står og går mentalt ind i mig selv. Jeg ved hvad der venter mig. I dag skal jeg danse med mine egne indre dæmoner.

Jeg bliver revet ud af mine tanker, da døren foran os går og vi bliver kaldt ind i det tilstødende lokale. Det er fyldt med røg og instruktøren fortæller at vi skal passe på os selv og hinanden. Han bliver færdig med sin instruks, da en port bagerste i lokalet går op og der stormer en flok soldater ind. Vi bliver jagtet ud, mens der bliver skudt omkring os. Så er vi i gang!

Jeg når dårligt nok at opfatte at vi løber igennem et hegn, da vi pludselig står foran et kravlefelt, hvor der hænger nogle hvide tråde ned. FUCK! Strøm! Vi har ikke en gang løbet 200 meter endnu! Jeg hader virkelig strømforhindringer efter at jeg sidste år, blev slået bevidstløs af en strømforhindring. Jeg kan høre de små klik fra ledningerne. Jeg trækker vejret dybt. Ned på maven. Helt ned og afsted. Jeg må have timet det lidt forkert eller har for meget fart på, da jeg er ved at kravle op på ryggen af ham foran. Jeg kommer ud og vender mig om for at se at strømforhindringen kun er 10 meter lang. Det virkede som flere hundrede meter.

Reborn in Hell Refshaleøen

Næste forhindring er kravl under et metalnet, hvor der bliver skudt ildkugler udover. Jeg hører en af de andre racers spørge om der også er strøm i den her? FUCK! HVAD! Jeg kan synke mit hjerte igen, da jeg hører svaret. Nej, det er der ikke. Pyha…..

Næste “fornøjelse” er et 5 km højt tårn, som vi skal kravle op i og HVAD??!!?! Springe ud fra? Nej, det må være en fejl. Men jeg kommer da op på platformen og kigger på de andre racers. De hopper bare. Kan de ikke høre den dæmon, der sidder på min skulder og råber?? Og ned i det der pissekolde vand! Jeg svømmer jo ca. lige så godt, som en sten! Instruktøren råber til mig at der er frit. Alle de andre er i vandet og på vej op ovre på den anden side. Jeg trækker vejret dybt, sender en tanke til min buddy, der plejer at hjælpe mig igennem sådanne udfordringer. Hvor er han i dag. Åh jo, han render rundt og tager billeder af mig lige nu. Jeg løber (går hurtigt) hen mod kanten og tager det store skridt ud i ingenting. FUCK!!! PLASK Jeg rammer det kolde vand. Jeg ved ikke lige hvordan de har magtet at køle vand ned til UNDER frysepunktet uden at det bliver til is, men jeg er sikker på at jeg så en isbjørn vinke til mig under vandet. Jeg får svømmet ca. halvdelen af de 300 km over den lille kanal, da kramperne sætter ind og jeg må skifte over til brystsvømning (aka. hundsvømning). Fedt nu er det både koldt og det går langsomt. Da jeg efter hvad, der føles som flere timer, får kravlet op ad stigen og efter at havde gået tre gange rundt om mig selv i en form for kuldechok, kan jeg “løbe” videre, med et par gummiben, der ikke vil som jeg vil. Jeg kigger over mod start. Vi har endnu ikke løbet/bevæget os 500 meter. Puha, det her bliver en lang tur.

Reborn in Hell Refshaleøen

Vi får stille og roligt varmen igen med et par forhindringer og en masse løb, da vi åbenbart skal på strandtur. Der ligger tre rør i en vandpyt. Jeg træder frisk ud i vandpytten og på tredje skridt, går mit ben i til låret. Jeg er ved at vælte ind i en anden racer og nu sidder min sko også fast. Velkommen til gakket gangarter i vand til hoften. Da jeg endelig kommer hen til de tre rør, går det op for mig at der er vand i røret og det bliver blæst imod mig af noget, der virker, som om orkanen Bodil er genopstået meget lokalt hen over Refshaleøen og hun vil åbenbart kysse med mig inde i verdens mindste rør, der er så glat at jeg dårligt kan trække mig fremad. Endnu bedre bliver det da, jeg skal ud af røret. Bodil har åbenbart taget til i styrke og jeg må hive mig ud og dykke under vandet. Saltvand og sand er bare det bedste at få i næsen. NOT! Jeg kommer på benene og prøver at gå videre, mens jeg samtidig prøver få sand og saltvand ud af øjne, næse og mund da jeg igen rammer et hul og går i til knæet. Videre. Bare fremad.

DSC_1996

Efter at fået varmen igen på en lille løbetur, skal vi åbenbart igen på badetur. Ud i vandet (ja, det er stadigvæk ligeså koldt) og det bliver hurtigt dybt. Jeg skal ud til en ponton, som vi skal under. Nu er det bare det at der en vis del af den mandelige anatomi, der trækker sig sammen, når de bliver kolde og bliver de rigtig kolde, så kan de også trække sig op i kroppen. DET GØR FUCKING ONDT! Og det gør det sværere at kravle op af det våde/glatte cargonet. Den kølige brise, hjalp da ikke en skid.
Så da vi kort efter kommer til armgangen, der ender i ingenting, er det lækkert at man lige kan hænge lidt til tørre, inden man slipper og får endnu en tur ned i det sorte underafkølet vand. “De” kravler længere op og man kan mærke at man er i live…. Meget i live.

Efter lidt flytning af sandsække og kravle-over-stillads kom vi til helveds forgård, aka. Sergentens legeplads. Ned ad bakke, over den umulige sliske, op ad bakke, ned ad bakke, over stenmur, op ad bakke, ned ad bakke. Samle bildæk op og op ad bakke igen og ned igen. Samle 200 liters olietønde op (hvis nogle spørger, så var den fyldt) ned igen. Altsammen til den skønne trøst af Sergentens i hans megafon, og vi fik mange “kærlige” ord med på vejen.

Reborn in Hell Refshaleøen

Der var lidt mere løb, inden vi kom til verdens mindste soppebassin fyldt med sæbe. Det er da rart lige at blive vasket inden vi kommer i mål, så ned på maven, da mit øje fanger noget. De hvide ledninger, der hænger ned over sæben. FUCK!! STRØM IGEN?! FUCK FUCK FUCK!! Jeg tager fandme hellere de lorte burpees!

Åh, videre! Pigtråds- kravl og videre til jerry-can træk. Jeg kigger lidt op de andre racers. De kæmper lidt med at få trukket de tunge jerrycans helt op til toppen. Jeg udser mig en jerry-can, der ser ud til ikke at have højdeskræk. Hopper op og tager fat i rebet. Den flytter sig sgu! Jeg smiler lidt for mig selv og tænker: Nogle gange betaler det sig at være lidt tung i røven 😉

Vi løber videre og danser som små ballerinaer igennem dækfeltet. Note: næste gang skal vi nok have tyl på.
Vi kommer ned til verdens mindste betongrøft. Hey! Vi skulle genfødes! Ikke begraves! Jeg puster alt luft ud af lungerne og begynder at kravle fremad i et meget roligt tempo, da der lige over mit hoved bliver affyret flere meget høje skud, og inden at flashbackene til min soldatertid kan nå at sætte ind, får jeg trukket vejret ind, så jeg næsten sidder i spænd i min smalle betongrav. Luften ud igen og fremad. Der må være et liv efter at have været levende begravet. Og det liv indeholder åbenbart en tur over en “tall-wall” op ad en 800 meter høj væg ved hjælp af det, der sikkert engang var et stærkt tov. Lige nu virker det mest som at tage fat i en våd og glat medisterpølse, der hænger slap ned af en lodret mudderpøl. Det bedste af det hele er at på den anden side var det det samme – men så fik jeg da ikke brandvabler i hænderne, da jeg gled de sidste 200 meter ned af tovet.

Reborn in Hell Refshaleøen

På vej hen mod den næste væg, går det op for mig at den står skævt. Den hælder ind mod os. Jeg hopper op og får lige hagen over. Hmm… Jeg prøver igen og får det ene ben over. Imens jeg lige hænger der og tørrer lidt, så tænker jeg at det ikke altid er en fordel at være lidt tung i røven. Men jeg kom da over og næste forhindringer er……. Endnu en skrå væg!! Som de unge siger: WTF. Welcome to forhindringsløb.

Vi løber ned mod et område, hvor der står en masse containere, som vi skal over, mens et par soldater råber af os. Igen går minderne til min soldattertid, der var også en masse, der råbte af mig.  Jeg smiler lidt da vi løber hen mod de sidste kravle forhindringer. Ingen strøm!! 🙂 Jubbiii!!
Imens vi ligger der med røven i vejret, er der et tilskuerer, der råber til os. Jeg hører ikke rigtig hvad de råber, men får svaret tilbage at de kan da bare komme med et par øl til os. De har ingen øl, kun shots. Så pludselig er der pitstop. Tid til Jägermeister! Flasken går hurtigt på omgang mellem os tre raceres, så vi har styrken til de sidste meter i mål. Vi kommer rundt om det sidste hjørne, da dæmonen på min skulder vågner op igen. FUCK! Det sidste tårnudspring! 800 meter langsomt op og meget hurtigt ned i det stadige underafkølede vand….. Eller, det var planen indtil at dæmonen minder mig om at man godt kan skalere – så er der også en udfordring til næste gang. Vi hopper fra havnekanten. “De” kravler op igen og jeg kan svømme i land for sidste gang.

Reborn in Hell Refshaleøen

Jeg er i dag blevet rullet, døbt et par gange, brændt, begravet levende og er nu Reborn in Hell 🙂

 

Disclamier: Dette review er skrevet udfra min personlige oplevelse af Reborn In Hell’s løb. Visse ting kan måske være beskrevet en smule mere overdrevet end de i virkligheden var 😉

/Claus

About The Author

Passioneret OCR løber! - Elsker blandingen af løb og de fysiske forhindringer, der er med til at pifte løbeturen lidt op. Jeg er en af hovederne bag OCR Danmark.

2 kommentarer on "Review: Reborn in Hell"

  1. Haha – jeg er helt enig i dine beskrivelser af de mange forhindringer. Har løbet en del løb efterhånden, men det her tager absolut prisen for hårdeste psykeløb. Næsten hver gang jeg kunne se en forhindring i horisonten, tænkte jeg med det samme på hvilke forfærdelige ting man nu skulle udsættes for. Helt anderledes var det i dag til BurnOut hvor det bare er der ud af – løbende kan i min optik slet ikke sammenlignes. Reborn in Hell er mental toughness når det er værst, kombineret med et alm forhindringsløb.

    • Hej Henrik
      Tak for dit indlæg.
      Jeg er helt enig med dig. Reborn og Nordic kan ikke og skal ikke sammenlignes 🙂
      De har meget forskellige fokus i deres valg af udfordringer.
      Jeg vil sige det sådan Lige som dig) at Reborn var en mental udfordring og Nordic’s Burnout var en fysisk udfordring.
      Hvilket jeg også prøver at give udtryk for i mine reviews 🙂

      Håber at se dig ude til noget race i fremtiden 🙂
      /Claus

Comments are closed.