Den danske Death-Racer – Part 2

Den danske Death-Racer – Part 2

Vi vender her tilbage til historien om den Danske Death Racer Brian Davidsen og hans oplevelser til Death Race Mexico 2015.

10981357_10204886905586888_1897096664161875285_n

Området så dejligt, varmt og fredeligt ud, men det var også et udvalgt område for små hyggelige halvfarlige kryb og ikke mindst for mine kravlende venner: Klapperslanger…  Jeg kan godt betro jer, at jeg gik lidt forsigtigt til værks; ingen stormende hr. Davidsen her! Der blev konstant set, hvor fødderne blev sat og hver gang jeg hørte klapper, skiftede jeg retning. Der var sindssygt med slangehuller og mange steder så jeg halestumper og overvejede Walids reaktion (Brians racebuddy. Red.), og tænkte at han nok ikke ville blive så forfærdelig begejstret. Et ‘snake bite kit’ var bl.a. obligatorisk i oppakningen.

Efter at have fundet alle Bib-numre, var der lidt regler og teamøvelser. Der var bl.a. En mexicansk legende om kongen på bjerget som skulle have bragt fisk op. Legenden resulterede naturligvis i at vi alle skulle rende rundt med en stinkende fisk, i en varm taske i varmt vejr. Fisken skulle først bruges når man havde gennemført…Føj… Og ja, tasken stinker

Vi blev herefter inddelt i 4 hold af 12 personer, som skulle arbejde sammen i de næste 12 timer. Vi var bagud på tid, da det tog tid at finde vores numre. Dette betød at den næste holdopgave kom til at foregå om natten i mørke og kulde, hvilket mange ikke var udrustet til. Vi blev sendt ud på en lille cross trail hike – kan man vel kalde 42.km i 15.000 fod på det højeste – i øvrigt, vandrende på en aktiv vulkan i aske og til lyden af ulvehyl. Dette var starten på, at gøre folk så trætte som muligt, få dem til at give op og bruge så mange kræfter som muligt inden løbet gik rigtigt i gang. Det blev meget værre… Det var hundeopdragelse på bjerget og knæene begyndte at skabe sig. Som mange ved, er det at gå nedad eller sideværts ikke en god knækombination. Undervejs lavede vi lidt forskelligt, men halvvejs havde jeg pludselig ikke noget hold, i det 6 personer blev fjernet og udgik. Medic og løbsledelsen bestemmer suverænt og de kunne ikke følge trop hurtigt nok. Jeg joinede op med hovedfeltet og fortsatte, mens vi småsludrede og forsøgte at glemme kulden… Ikke en nem opgave.

Da vi nåede til basen, var det stadig nat og allerede trætte, blev vi sendt gennem en kløft med vandløb. Der brugte vi noget nær 6-8 timer tror jeg, i vand og med opgaven at slæbe en hel træstamme fra et træ gennem kløften, vand, sten og stejle skråninger. Vores træstamme var så tung, at vi 12 grandvoksne mænd kun kunne rokke den, men løbsledelsen insisterede på at det kunne lade sig gøre. Vi bandt reb og øjer og kunne kun trække den 20-40 cm. ad gangen.

De andre hold fik en træstamme som kunne trækkes eller ryge på skulderen… Men det var de tilfældige og uretfærdige vilkår. Alt skulle tilbage til der, hvor der var lejr. I mens kom løbsledelsen og råbte at alle udgik hvis ikke dit og dat. Psykisk terror og demotivation vil jeg kalde det. De fleste stammer kom op (fire), men ikke vores. Løbsledelsen havde ikke selv besøgt kløften og set at stammen var for stor til at kunne passere det sidste stykke. F* vi blev beordret til at hjælpe de andre med deres stammer tilbage til lejren, inden selve løbet skulle starte ved solopgang. Da vi alle kom tilbage, fik vi at vide at vi alle ‘Did not finish’ og vi var ude af løbet, i det vi ikke nåede tiden og opgaven – til trods for deres fejl. Dette var selvfølgelig et mind game for at stresse os. Alle skulle smide deres trøjer ved bålet -og var nu officielt ude af løbet inden det overhovedet var startet! (Hvilket det naturligvis var, men det vidste ingen).

Start! 

Jeg har skrevet at jeg blev nr. 4 i løbet. Det blev jeg overall, men i manderækken blev jeg altså nr. 3. Kvinderne skulle ikke løse de samme opgaver og havde ikke de samme kg. mv. som i manderækken, men de som kom igennem var dog alligevel super seje.

10665792_1472107433067659_991998647464394822_n

Midt om natten, kolde og våde, blev vi, efterfølgende, ført om bag et hus og fik at vide, at de var skuffede over os. Skuffede over at vi ikke kom i mål tidligere, i det, vi nu, havde forsinket resten af løbet gevaldigt. De ville dog gerne give os en chance for at kæmpe os tilbage ind i løbet, men som de sagde: I klarer den nok ikke alligevel. Vi blev instrueret i, at det resterende hold skulle lave 500.000 jumping-jacks, hvilket svarer til omkring 11.000 pr. mand. Alt skulle være synkron, starte og stoppe på samme tid ellers ville omgangen ikke tælle. Vi stod der i næsten 2 timer og lavede jumping-jacks og skiftevis talte for holdet. Mine tanker havde i mange, mange timer været omkring at få ordnet fødder, få tørre sokker og t-shirt på. Fødderne havde længe skreget på opmærksomhed! Det blev bestemt ikke tilfældet. Løbsledelsen blandede sig mere og mere i vores øvelser og vi var selvfølgelig håbløst bagud med antallet. Solen var begyndt at stå op, så udsigten var dog skøn for dem som kunne nyde den, til trods for udmattelse.

Vi blev langt om længe stoppet og fik besked om, at de gerne så et Race begynde, nu hvor de havde arrangeret det. Alle vores bib-numre var blevet smidt i en iskold pool på det dybe stykke. Alle som ønskede at fortsætte skulle hoppe i, iført alt hvad de stod i og havde på. For mig var det noget skod, i det mit halvmørke tøj var det eneste jeg havde tilbage som havde en reel mulighed for at nå at blive tørt i solen. Alle, minus to personer, hoppede i og stillede sig med hænderne over hovedet, trætte, midt ude i poolen. F* det var koldt! Vi vadede nedad i poolen og dykkede ned for at finde vores trøjer. Når trøjerne var fundet, skulle de iføres i vandet –og først derefter kunne man kravle op ad poolen. Herefter var løbets individuelle del igang.

Jeg hoppede op, greb min rygsæk og spurtede afsted, i mens kroppen skælvede og kæmpede for at generere varme. Det var en umulig opgave. Blot det at få rygsækken på var et problem. Jeg kom afsted som nummer 2-3 stykker og sprintede afsted mod rutemarkeringen. Indenfor den første km. blev vi mødt af en lang og snæver grav, fyldt med vand og mudder, hvor der skulle kravles på maven. Denne var ca. 1.km lang og virkelig en ‘bitch’. Det var ikke til at arbejde ordentligt med kroppen, og musklerne krampede konstant i det kolde vand og mudder. For enden skulle vi kravle ned ad fra en bro og løbe gennem jungle, vandløb og frem til et bjergværk der skulle forceres. Løbeturen hertil var noget af det koldeste overhovedet -og det var hele tiden svært, at få kroppen til at makke ret og fungere optimalt.

Jeg kom op ad bjergsiden og fortsatte mit løb gennem yderligere vildt terræn, hvorefter jeg kom til en løbsofficial. Her fik vi at vide, at vi pt. lå Nr. 2 og 3. Vi blev instrueret i at hente en planke på over 2m. og en vægt på på 40-50 kg. Denne fik vi monteret en skydeskive. Vi fik besked på, at denne skulle transporteres 3.km via rute-markeringen. Planken røg på nakken, men vægten oveni ens rygsæk blev hurtigt en markant udfordring. Undervejs var der to skyttegrave, omkring 2 meter dybe. Her skulle man ned, sammen med sin planke, trække sig op, ned i en ny -og op igen. Efter en lille ‘hygsom’ hike skulle planken stilles, hvorpå der skulle afgives tre skud mod målskiven. Disse tre skud var blevet udleveret sammen med planken og der var straf, hvis de forsvandt. Efter de tre skud var det planken på nakken og afsted igen. Gennem skyttegravene og op – og hele vejen tilbage. Ved ankomst til start blev skuddene vurderet (alle fik straf uanset hvad). Man blev bedt om, at smide sin rygsæk, løbe ned til poolen, hoppe i og svømme to baner under vandet, frem og tilbage, iført hvad du stod i, minus rygsæk. Kom du for tidligt op, ventede der yderligere en tur. Endnu en våd og MEGET kold tur. Jeg løb tilbage til start og fik min rygsæk på, blot for at få at vide at jeg skulle fatte planken på nakken og afsted på yderligere en tur. Tro mig… Første tur var alt rigeligt…

Afsted igen og ned gennem skyttegravene, afgive skud, gennem skyttegravene, 3.km og tilbage…. Blot for at få at vide; ‘smid din rygsæk og med løbsledelsen til poolen… 2 laps under water’…. F***###“

Der havde endnu ikke rigtig været tid til mad el. Og valgte jeg at prioritere dette, ville det klart blive på bekostning af tiden. Jeg valgte, at prøve at holde mig kørende på proteinbarer, gel, pulver og vand.

Næste opgave var at udvælge 10 stykker brænde, få dem vurderet i størrelse samt ridse sit bib-nummer ind i et stykke. For hvert brændestykke som blev vurderet for småt skulle der betales 28 burpees…pr stykke. Alle brændestykkerne skulle pakkes ind vandtætte og medtages på næste rute i floden og skoven. Denne tur var ulidelig tung, udmattende og ikke særlig sjov -og så tog den en evighed. De 2 pakker var så tunge, at det max blev til 20 skridt pr. gang. Turen var flere km. op og under naturligt terræn. Flere måtte tage deres rygsæk af og bære en pakke ad gange, for dernæst hente den anden og til sidst rygsækken. For enden af floden gik det lodret op. Instruksen var at alt skulle slæbes op ad skrænten, hvilket var tough, tough…

På skrænten var der et gammelt fort, hvor der var lavet et par klassiske klatrevægge. Disse skulle forceres og klatres til tops 2 gange, før turen gik retur ned ad skrænten med pakker og oppakning og samme vej tilbage til start. Undervejs, retur gik bunden på min pose og det kostede mig kortvarigt 2.pladsen, da jeg var nødsaget sig at lave en irriterende ekstra tur.

Summercamp

Ved ankomst til start igen, troede jeg at vi var færdige, men i stedet blev vi budt smilende velkommen til “Death Race Summercamp”… Et stykke unik historie, der ikke går i glemmebogen – og som for alle vil husket som noget nær tortur. Summercamp SKULLE gennemføres for at kunne gå videre.

Jeg fik lov til at smide rygsækken og skulle entréer noget der mest af alt lignede en legeplads. Her fik jeg at vide at hver øvelse skulle gennemføres 25 gange. Jeg startede med, at blive sat i en gynge-slynge og blev roteret, hurtigt, 25 gange. Allerede dette, var maven ikke glad for – og kvalmen kom snigende. Herefter skulle der hoppes fra en træstub til en anden, efterfulgt af et boxjump. Det skal lige siges, at hvis man faldt ned var det tilbage i slyngen og starte forfra – dette galt hver øvelse. Herefter – transverse ropes climbing, sideværts gynger hvor man skulle fra en til en anden. Herefter 25 planke flips, 25 koldbøtter, 25 burpees med 15-20 kg sten m.v. Herefter forfra… 50 gange i slyngen, 50 burpees med sten, 50 flips m.m. Her ville kroppen i slyngen sgu ikke mere… Blev så dårlig og det var svært at holde sig fast og fokusere. Jeg prøvede ALT… Og allivevel kom maveindholdet snigende.. Det gjorde det nu for alle… Det er jo ikke en refleks, som man kan styre… Jeg kæmpede, smågylpende og savlende led at holde mig fast og blot lytte til den tællende stemme. Den var styg…og tortur… Endvidere skulle man selv, hver gang, standse slyngen og komme ned, hvilket hver gang resulterede i en tur i græsset – og test af opkastreflekser.

Forsættes 

 

About The Author

Passioneret OCR løber! - Elsker blandingen af løb og de fysiske forhindringer, der er med til at pifte løbeturen lidt op. Jeg er en af hovederne bag OCR Danmark.