Evolutionrace kickstarter OCR-sæsonen 2015!

Evolutionrace

Evolutionrace sparker OCR-sæsonen 2015 i gang med deres Winter Edition.
Allerede den 21. februar 2015 kommer det første løb til at gå af stablen og det vil blive afholdt i Holte.

Evolutionrace har været på banen siden 2005 og konceptet er simpelt. Løb én km i kuperet terræn, forcer én forhindring og gør det 12 gange. Forhindringerne varierer i sværhedsgrad og da alle skal igennem samme bane er der i enkelte situationer taget højde for mænd kontra kvinder. – Det er ikke alle kvinder der kan løfte store sten på 90 kg. !?
I Evolutionrace er der fokuseret mere på enkelte men hårdere forhindringer, og du vil derfor ikke opleve nogle simple “hop over og under en stang” øvelser, men derimod hvad man kan kalde “stærkmands discipliner” som forskellige former for armgang, stenløft, farmers walk, træstammeløb og lign.
Løbet gennemføres på tid og der bliver pålagt en straftid på 15 min for hver forhindring man ikke kan gennemføre.

I modsætning til f.eks. Evolutionrace Jungle, er der i Winter ikke balancebom eller svømning og i 2015 er der købt ind til en overraskelse i stedet for svømning. Det er offentliggjort at der er købt ind til forhindringen, men OCR Danmark har yderligere fundet ud af at det er en gammel kending som ikke har været en del af programmet i 3 år. Nu må vi se om der er nogle gamle faste deltagere der kan gætte det?

Udover en individuel deltagelse er det også muligt at deltage som team. Man skal være minimum 3 på et team, men der er ingen øvre grænse. Hver deltager får målt sin tid, og gennemsnittet af de 3 hurtigste på holdet, er holdets officielle tid.
Selvom man er en del af et team deltager man stadig som individuelle løbere og er derfor stadig med i den individuelle konkurrence.

Følg med på Revolutionsrace’s facebookside hvor der blandt andet op til løbet vil blive annonceret nogle træningsdage hvor man kan få lov til at afprøve banen!

For yderligere information omkring selve løbet såsom priser og link til tilmelding se kalenderen.

Nyd julen og glæde jer til en hård start på 2015! 🙂

 

About The Author

Passioneret OCR løber! - Elsker blandingen af løb og de fysiske forhindringer, der er med til at pifte løbeturen lidt op. Jeg er en af hovederne bag OCR Danmark.